Som I nok har gennemskuet, indså jeg til min store rædsel igår, at mit ansigt er, langt fra, symmetrisk. Jeg Googlede mig senere frem til at intet menneske er symmetrisk, eller i hvert fald kun en meget lille del af alle mennesker.
Hvor betryggende det end lyder, ja, så kan jeg ikke undgå at se hvordan min næse hælder en lille smule til den side, og mit ene øje hænger lidt mere end det andet.
Jeg ved at nogle af mine bekendte har lagt mærke til det, og kommenteret det, hvilket ikke ligefrem bringer de positive tanker frem. Mest af alt kan jeg vide mig lykkelig over det faktum, at jeg ikke selv skal glo på mit ansigt hver dag.
Der var engang en som påpegede, at vi aldrig nogensinde har set vores eget ansigt. Kun refleksioner eller billeder af det. Om dette er en trøst, ved jeg ikke, men det er dog et ret fascinerende faktum, og temmelig frystrerende da jeg aldrig nogensinde vil komme til at vide hvordan jeg egentlig ser ud.
Men nu synes jeg at det negative skal puttes til siden, for jeg har erfaret mig, at ens sande venner er ligeglad med hvordan man ser ud. Og gør de ikke, tja, så er de nok ikke rigtige venner.
For når alt kommer til alt, så er det, det indre som tæller. Alt andet er for overfladisk, og subjektiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar