Bag facaden

Ghost Girl

Denne smukke skulptur er lavet af Kevin Francis Gray(f. 1972), uddannet inden for tre forskellige kunst skoler) er en kunstner, som har fokus på det mere melankolske aspekt af livet. Han har haft adskillige udstillinger, og endda vundet en pris.

Hans værker har ofte en dobbelt mening, og ofte må man kigge bag facaden, for at få den sande mening, som på f.eks. Ghost Girl.

En ellers så uskyldig pige står smukt med perlerne dinglende hele vejen ned til hendes tæer, og ansigtet er skjult bag. Hun står med let bøjet hoved, og ser en smule genert ud. Men går man tættere på, og løfter sløret, ses Ghost Girl's sande tanker.

Ghost Girl - closeup

Ghost Girl - behind

For bag facaden gemmer det sande ansigt sig - vel og mærket et kranium i dette tilfælde. Masken/facaden er fjernet, og tankerne om døden(=selvmordtanker) viser sig, specielt hvis man tager sig en lille en lille runde bag om Ghost Girl ses hendes sande intentioner.

Tegnene på selv-skade er synlige, og selvom Ghost Girl fremstår som en genert pige, er hun nok i virkeligheden meget bedrøvet, og gør sit for at skjule sine triste tanker. Depression er så sandelig en tung byrde.
------------
Jeg synes, at Kevin Francis Gray's værker er vidunderlige. Jeg har desværre ikke selv haft mulighed for at beskue hans værker i virkeligheden, men billederne går an indtil videre.
Med Ghost Girl (og mange af hans andre værker) for han smukt og realistisk portrætteret den knap så behagelige side, af hvad menneskets sind nogen gange kan være tynget af.

Kevin Francis Gray's officielle hjemmeside:
http://kevinfrancisgray.com/home/home.html

Af banen, af banen, her kommer bananen!

Banana bike af Terry Axelson

Man siger danskerne er et cykelfolk, og jeg er ingen undtagelse. Jeg er fristet til at sige, at jeg lærte at cykle før jeg lærte at gå, men det ville dog være en overdrivelse, selvom det lå tæt på hinanden.
Min familie tog ofte på cykelferie da jeg var yngre. Dog var jeg så ung at jeg blev smidt i en cykelafhænger, og så kunne nyde turen derfra(lidt kongelig følte man sig da), og det var også med stor sorg da jeg blev for gammel til at blive trukket rundt i den.

Jeg elsker dog at cykle, og gør det hvor end jeg kan. Det er en god måde at få sneget noget motion ind i hverdagen på, så selvfølgelig cykler jeg også til skole.
Problemerne opstår først, når der kommer sammenstød med andre mennesker. Normalt er folk flinke nok(inklusiv mig selv) til at gøre plads til andre, og ikke fylde det hele, men det hænder en gang imellem, at der kommer nogle sammenstød.
I princippet har jeg intet imod at folk fylder lidt, jeg gør det skam også selv, men problemet opstår når folk ikke gider gøre plads. Jeg har oplevet op til flere gange, at folk er blevet direkte fornærmet af ringeklokken, noget jeg ikke helt forstår.
Jeg skynder jo ikke på folk, jeg signalerer blot, at de skal trække sig ind på gåsegang så jeg kan smutte forbi. Måske er det fordi folk føler man afbryder dem midt i en samtale?

En anden ting der også irriterer mig er folk der løber ud foran en. I min kommune er der lavet et fantastisk tiltag, hvor en cykelsti i princippet er blevet del af en legeplads. Det er fantastisk at sådan et tiltag er blevet taget, men problemet er at, specielt småbørn, løber ud foran en.
Selvom jeg sænker farten, har jeg stadig utallige gange været tæt på at pløje en unge ned. Hvor sjovt det end måtte lyde, så har jeg ærligtalt ikke lyst til det.
Hovedproblemet ved dette, er egentlig at de voksne som skal holde øje med de små, ikke tager nogle tiltag til at stoppe ungerne fra dette.
Det irriterer mig grænseløst, for som Murphy's lov udtaler:

"Alt der kan gå galt, vil gå galt"

Så alt i alt skal vi vel bare respektere hinanden, og tage hensyn til hinanden, uden at ryge i totterne på hinanden.

"Jeg er så asymmetrisk at stavekontrollen har opgivet at rette mig"

Dette var et citat jeg tilfældigvis faldt over på nettet, da jeg Googlede "et asymmetrisk ansigt"

Som I nok har gennemskuet, indså jeg til min store rædsel igår, at mit ansigt er, langt fra, symmetrisk. Jeg Googlede mig senere frem til at intet menneske er symmetrisk, eller i hvert fald kun en meget lille del af alle mennesker.

Hvor betryggende det end lyder, ja, så kan jeg ikke undgå at se hvordan min næse hælder en lille smule til den side, og mit ene øje hænger lidt mere end det andet.

Jeg ved at nogle af mine bekendte har lagt mærke til det, og kommenteret det, hvilket ikke ligefrem bringer de positive tanker frem. Mest af alt kan jeg vide mig lykkelig over det faktum, at jeg ikke selv skal glo på mit ansigt hver dag.

Der var engang en som påpegede, at vi aldrig nogensinde har set vores eget ansigt. Kun refleksioner eller billeder af det. Om dette er en trøst, ved jeg ikke, men det er dog et ret fascinerende faktum, og temmelig frystrerende da jeg aldrig nogensinde vil komme til at vide hvordan jeg egentlig ser ud.

Men nu synes jeg at det negative skal puttes til siden, for jeg har erfaret mig, at ens sande venner er ligeglad med hvordan man ser ud. Og gør de ikke, tja, så er de nok ikke rigtige venner.

For når alt kommer til alt, så er det, det indre som tæller. Alt andet er for overfladisk, og subjektiv.